Den indre kritiker: Du behøver ikke vinde diskussionen

Du har sendt mailen. Fem minutter senere åbner du den igen.

Var formuleringen for kontant? Lød du usikker? Opdagede de mon, at du ikke havde helt styr på det?

Ingen har kritiseret dig. Der er ikke engang kommet et svar. Alligevel er din hjerne allerede i gang med at gennemgå sagen.

Det var pinligt. Du burde have gjort dig mere umage. De andre kan sikkert se, at du ikke er god nok.

Når den indre kritiker taler, forsøger mange at svare igen: Jeg er god nok. Jeg gjorde mit bedste. Andre laver også fejl.

Det kan give ro et øjeblik. Men kritikeren er sjældent løbet tør for argumenter. Den kender dine ømme punkter, dine gamle fejl og de mennesker, du sammenligner dig med.

Du kan derfor ende i en indre retssag, hvor din egen hjerne både er anklager, vidne og dommer. Og dér er det svært at blive frikendt.

Hvorfor har vi en indre kritiker?

Selvkritik føles som et angreb, men den kan samtidig være et forsøg på beskyttelse.

Måske prøver kritikeren at gøre dig så grundig, at ingen kan finde fejl. Måske kritiserer den dig på forhånd, så andres afvisning ikke kommer bag på dig. Måske bruger den skam som en påmindelse om aldrig at begå den samme fejl igen.

Den underliggende regel kan lyde sådan:

Hvis jeg er hård nok ved mig selv, kan jeg undgå fejl, dovenskab og afvisning.

Det er ikke nødvendigvis en meningsløs strategi. For nogle har selvkritikken været tæt forbundet med at præstere, tilpasse sig eller bevare sin plads i vigtige relationer. Den kan have hjulpet dig med at komme langt.

Men en strategi kan være forståelig og samtidig have en høj pris.

Kritikeren begyndte måske som en livvagt. Problemet opstår, når livvagten bestemmer, hvor du må gå hen, hvad du må sige, og hvor synlig du må være.

Når selvkritik føles som motivation

Selvkritik kan få dig til at arbejde hårdt. Du retter en ekstra gang, forbereder dig længere og prøver at være på forkant med alt, der kan gå galt.

Udefra kan det ligne samvittighedsfuldhed. Indefra kan det føles som aldrig helt at få fri.

Du gennemfører opgaven, men kan straks få øje på det, der kunne have været bedre. Du får ros og forklarer den væk. Du holder fri, men er mentalt stadig på arbejde. Eller du undgår en udfordring, fordi risikoen for at fejle føles større end lysten til at prøve.

Kritikeren tilbyder ofte den samme aftale:

Præstér lidt mere, så får du endelig lov til at være tilfreds.

Men målstregen flytter sig. Det, du engang håbede ville give ro, bliver hurtigt til noget, du selvfølgelig burde kunne. En god præstation giver måske lettelse, men sjældent ret længe.

Sådan kan selvkritikken komme til at føles nødvendig, samtidig med at den langsomt gør dit liv smallere.

Du behøver ikke vinde diskussionen

Det oplagte svar på en negativ tanke er at finde en mere positiv. Nogle gange hjælper det. Andre gange bliver det bare starten på endnu en diskussion.

Hvis du først skal overbevise dig selv om, at du er god nok, før du sender ansøgningen, siger din mening eller tager imod invitationen, har kritikeren stadig fået lov til at opstille adgangskravet.

I terapien kan man træne en anden mulighed:

At høre tanken uden automatisk at gøre den til en ordre.

Jeg er ikke god nok kan godt være til stede, mens du gør noget, der betyder noget for dig. Ikke fordi tanken er sand, men fordi du ikke behøver afgøre dens sandhed, før du handler.

Du kan prøve at sætte et par ord foran:

Jeg lægger mærke til, at min hjerne fortæller mig, at jeg ikke er god nok.

Det er en lille sproglig forskel. Men den kan gøre det tydeligere, at du har en tanke; du er ikke tanken.

En anden mulighed er ganske enkelt at svare: Tak. Jeg hørte dig. Ikke for at gøre grin med kritikeren og ikke for at få den til at forsvinde. Bare for at lade den være en stemme i rummet frem for den, der leder mødet.

En øvelse til selvkritiske tanker

Tag udgangspunkt i en konkret situation. Ikke dit selvværd som helhed, men for eksempel mailen, mødet, daten eller den opgave, du bliver ved med at udskyde.

Du kan afslutte med at sige:

Jeg forstår, at du prøver at beskytte mig. Men jeg vælger selv det næste skridt.

Pointen er ikke, at kritikeren skal godkende dit valg. Pointen er, at godkendelsen ikke længere er nødvendig.

Ansvar uden selvangreb

Mange er bange for, at de bliver dovne, selvoptagede eller ligeglade, hvis de slipper noget af selvkritikken.

Men der er forskel på at tage ansvar og at føre sag mod sig selv.

Du kan godt erkende en fejl, reparere noget og øve dig på at gøre det anderledes næste gang. Det kræver ikke, at du samtidig gør fejlen til et bevis på, hvem du er.

Prøv at skelne mellem disse to spørgsmål:

• Hvad siger dette om mig som menneske?
• Hvad vil jeg gerne gøre herfra?

Det første spørgsmål ender let i dom. Det andet åbner for handling.

At være mindre selvkritisk er derfor ikke at slippe let om ved tingene. Det er at skabe bedre betingelser for at lære uden konstant at være på vagt over for sig selv.

Du behøver ikke vente på stilhed

Den indre kritiker forsvinder måske ikke, fordi du har gennemskuet dens strategi. Den vil ofte dukke op, netop når noget er vigtigt, usikkert eller uden for din fulde kontrol.

Men du behøver ikke vente på, at den bliver stille, før du begynder at leve.

Du kan høre den, forstå hvad den prøver at forhindre, og derefter spørge:

Hvad vil jeg gerne lade mit næste skridt handle om?

Denne artikel er almen oplysning og erstatter ikke individuel vurdering eller behandling. Ved alvorlige eller vedvarende psykiske symptomer bør du kontakte din praktiserende læge. Ved akut fare for dit eller andres liv skal du ringe 112.